I memoarene sine, Erindringer af mit Liv, skildrer juristen og dikteren Conrad Nicolai Schwach (1793-1860), flere besøk på Romerike. Schwachs omgangskrets i Christiania bestod blant annet av diktere og forfattere som H.A.Bjerregaard og 'min venn Mauriz Hansen'. Disse tre kumpanene ble regnet som de mest berømte dikterne i Norge på 1820-tallet. Schwachs erindringer ble først publisert i 1992, sannsynligvis fordi dette fyrverkeriet av et tidsbilde var for kraftig kost for samtiden! Spesielt de livlige og uhyre ærlige karakteristikkene av embedsmenn og øvrighet ville nok vakt oppsikt. Idag gir memoarene hans oss et skjeldent innblikk i en tid da spesielt livet til overklassen og embedstanden var en lukket bok for de fleste.
Mauritz Christoffer Hansen var sønn av Sognepresten i Skedsmo, Carl Hansen(-1826), og dette utdraget beskriver noen av Schwachs besøk på Skedsmo Prestegård. Conrad Schwach var forøvrig selv prestesønn, faren var Sogneprest i Solum ved Skien.
Hansens forlovelse med Helvig Leschly foranledigede at jeg blev indlemmet i den Leschlyske Familiekreds, hvor jeg især siden Marie kom tilbage fra Vestlandet, tilbragte mange behagelige Dage, ligesom jeg med Hansen og Søstrene Leschly ofte besøgte hans Forældre på Skedsmoe. Et saadant Besøg på flere Dage aflagdes førstegang i Pintsen 1816 og siden flere Aar i Pintsedagene. Under et saadant Besøg hændte det, at jeg en Pintsedag, da vi alle vare i Kirke, indsovnede under gamle Faer Hansens meget maadelige Præken. Jeg vækkedes idet Sabine Leschly, som var den muntreste af Søstrene, stak mig i laaret med en Naal. Jeg skreg idet jeg vaagnede, saa høit, at Præsten standsede i sin præken, og hele Menigheden saae hen til Prækestolen, hvor alle dukkede sig ned bag Brystværnet og loe. Præsten Hansen var en høist elskverdig og agtbar Mand af den strengeste Retskaffenhed, den ærligste iver for sit Kald og den blideste Caracteer. Det er med fuld Overbeviisning, jeg har skildret ham saadan i mit Digt til Sønnen ved hans Død, og jeg er stolt over at have besiddet hans Venskab. Men han var en Mand af indskrænkede Aandsevner og aldeles ubegavet som Taler. Hans Prækener faldt stundom i det Latterlige. Derhos havde han faaet en meget gammelmodisk Opdragelse, var meget ængstelig for at vende Nogen Ryggen, og gik derfor altid baglænds ud af døren. Dette havde engang nær kostet han Livet. Han havde havt noget at tale med Stiftsamtmand Falbe, hvis Contoir i Overetagen laae saaledes, at Trappen naaede lige op til Dørtærskelen. Da Hansen skulde gaae, advarede Falbe ham for Trappen; men den gode gamle Præst kunde umulig gaae annerledes ud af Døren end bukkende, skrabende og baglænds; og saaledes styrtede han baglæns paa Hovedet ned af den høie Trappe og forslog sig ynkelig. Hansens Moder var en søster af den Jacob Wulfsberg, der dengang var Politiemester og Byfoged i Christiania [...] Fru Hansen var en meget aandfuld og høist behagelig Kone, samt en udmærked Husmoder. Mange glade dage har jeg tilbragt i Skedsmoe Præstegaard, hvor snart kun Hansen, Bjerregaard og jeg gik hen om Løverdags Aften og kom tilbage tidligt om Mandag Formiddag, snart Søstrene Leschly fulgte med, naar Besøget kunde blive langvarigere. I Skedsmoe boede desuden en Major Prydtz, der havde to unge Døttre, af hvilke den ældre, Anna, som kort efter blev gift med daværende Lieutnant, nu General Hans Glad Bloch, var en smuk og munter Pige. Jeg har tilbragt mange muntre Timer i Prydtzs Huus ved Broen over Nitteelven, hvilken Broe tilhøre ham, der vedligeholdt den og havde en god Indtækt af de Bompænge som enhvær Kjørende eller Ridende der maatte erlegge. Den 20de Octbr. 1816 havde Mauritz Hansen Bryllup, det holdtes i Faderens huus, og foruden Brudens hele familie, Brudgommens Broder Nicolai, da Lieutnant eller maaske Cadet, nu Divisionschef i anden Agershusiske Infanteribrigade, og Bygdens Honoratiores, Bjerregaard, P.J.Hoppe og jeg vare Gjæster. Ved dette Bryllup skrev jeg et Digt som Hoppe bekostede trykt.
Schwach var også på besøk hos Presten i Enebakk, Jens Aars, men mer om det en annen gang.